| 10-12-2011 |
Mange danskere har en mærkelig hang til at gøre Danmark mindre end landet er – de siger "lille Danmark" og "vores lille land" hele tiden. Det er der (dårlige) grunde til, men lad mig lige først underkaste forestillingen om at vi er så bittesmå et eftersyn. I det følgende holder jeg mig til Europa, som ganske vist består af relativt små lande i forhold til de andre verdensdele, men de andre europæere er dog vores naboer, og Europa er jo (endnu!) ikke helt ubetydelig:
Selv hvis vi undtager næsten latterlige miniputstater som Vatikanstaten, Monaco, San Marino, Liechtenstein og Andorra er Danmark i henseende til befolkningsstørrelse pænt med fremme – vi er for eksempel større end
Luxemburg
Island
Irland (republikken)
Norge
Finland
Estland
Letland
Litauen
Slovenien
Kroatien
Albanien
Slovakiet
Makedonien
Moldova (for ikke at tale om Transnistrien!)
Cypern
Malta
Så det kan da godt være at vi er sådan relativt små, men der er altså endnu flere lande i Europa som er mindre, så der er altså ingen grund til at pive & jamre – det svarer nærmest til at en volleyballspiller på 1,85 meter på et hold på 8 spillere klager over at han er lille fordi der er tre spillere som er højere end han!
(Nogle hævder at én af grundene til at dansk volleyball ikke står stærkere internationalt er vores lands lidenhed – klart! klart! og hvordan er det nu lige med dansk fodbold, håndbold, badminton?)
Endnu mere påfaldende bliver flæberiet når det handler om det danske sprog – i modsætning til de fleste antagelser er dansk et betydningsfuldt verdenssprog som udover at stå stærkt i syd-Danmark tales på Færøerne og i Grønland – her kan man tale om små sprog – og i Slesvig samt forstås af nordmænd og svenskere – sådan da! Med anslået 5,5 millioner indfødte talere hører dansk til de mest talte blandt verdens anslået godt 6.000 sprog – der er en del uenighed om nøjagtigt hvorhenne, idet nogle forskere mener ca. 70. pladsen, andre omkring plads 100, men så vidt undertegnede kan skønne må vi snarere ligge et sted mellem plads 110 og 130. I henseende til begrebet sprogstyrke som siger noget om sprogets position og overlevelsesevne ligger vi nr. 18 – i verden!
Hvorfor nu denne nærmest idiotiske trang til at fremhæve hvor små og ubetydelige vi er? Sandsynligvis er det en blanding af 1864-traumet og netop en underliggende bevidsthed om at vi er gode! Vi har nærmest gjort lidenhed til en kvalitet i sig selv! Når vi underspiller os selv stiller vi ikke store forventninger til os selv, og så bliver triumfen jo nærmest endnu større når vi præsterer flot i Europa og i verden! |
| 02-12-2011 |
Mange politikere lægger et i mine ører spøjst tryk på "efterretningstjeneste", nemlig på tredje snarere end på første stavelse. Om det ene eller andet strengt taget er korrekt véd jeg faktisk ikke – det kan siges at f.eks. ordet "efterrettelig" jo også har trykket på tredje stavelse, men det ord falder alligevel helt udenfor politikernes 500-ords-bull-shit-bingo-vokabular. Skidt pyt – men nu er det tilsyneladende til gengæld blevet populært blandt de samme politikere at lægge tryk på første tryk i "national", og det lyder i hvert fald helt åndssvagt. Men måske synes disse mennesker at det lyder sådan lidt mere raffineret? I så fald kan vi se frem til endnu flere komiske trykfordeling, for eksempel fremad'rettet og li'beralt og 'solidarisk og overenskomst'forhandlinger og Det 'Konservative Folke'parti!
|
| 19-11-2011 |
Tiderne er af lave – det har de ganske vist altid været, men da jeg var dreng i en uhyggeligt fjern fortid fandtes der 1- og 2-ører, og man kunne faktisk få noget for disse grå, grimme og ildelugtende mønter hos slikmutter nede på Kastruplundgade. At det ikke længere er muligt skyldes naturligvis blandt andet inflationen, som i moderat omfang er et acceptabelt fænomen (synes de fleste undtagen tyskerne!), hvis bare den ville holde sig indenfor den økonomiske sektor. Men det gør den ikke – den breder sig også til sproget, hvor den ikke modsvares af højere realløn sådan semantisk set, eller måske bare lidt mere omhu med det sprog man nu engang har!
Tag nu ordet "utroligt" – alt er "utroligt", også det der sådan set er aldeles troligt, og det giver så problemer når sådan en inflationsramt sprogbruger pludseligt støder på noget der vitterligt er utroligt. Selv politikere synes jo at "det er utroligt utroligt" alligevel lyder for håbløst, og så må de nøjes med "helt utroligt"!
Det nyeste eksempel på tendensen er det helt utrolige (!) ord "proaktiv" – nu rækker det lissom ikke længere bare at være aktiv, man skal være endnu mere end aktiv, ekstra-aktiv, og så har dette sproglige misfoster set dagens lys, så synes brugerne af det idiotiske ord måske selv at de lyder som om de er vældigt fremme i skoene, og der skal såmænd nok også være nogle som falder for dette nye bullshit-bingo-ord – indtil også det bliver slidt ned og en eller anden må søsætte "cross-over-aktiv", "meta-aktiv" eller "hyperaktiv" – nå nej, det sidste ord er optaget! |
| 10-11-2011 |
Det er blevet meget vigtigt for mange journalister at spørge sportsfolk om deres inderste følelser når de har vundet eller tabt – "hvordan havde du det da …" – og det kommer der sådan set sjældent noget interessant ud af, for de fleste sportsstjerne er vældigt gode til sport og ikke nødvendigvis altid så gode til at formulere sig. Men det vil medierne nu engang ofte have i deres evige jagt efter dette føleri – ja, jeg forstår det personligt ikke, for jeg vil da hellere se gentagelsen af et flot mål og så lade det være med det. Til held for målscoreren/vinderen og til uheld for publikum står der en række floskler til rådighed i sådanne situationer, som ikke gør nogen af os en dyt klogere og bestemt heller ikke besidder nogen større poetisk visdom. Ét af dem man hører til kvalmepunktet er "Jeg har stadig ikke forstået at jeg har vundet" – jamen herregud da, mon dog alligevel ikke du har begrebet det, søde ven?
Hvis ikke vinderen selv kan finde ud af det kan en bovlam journalist ofte finde på at stille et lille ledende spørgsmål i samme dur – bare til en afveksling kunne det så være rart hvis nogen fandt på at sige "Jo, jeg har faktisk begrebet at jeg nu er verdensmester, jeg er jo ikke idiot, og det er vitterligt en fed fornemmelse" – så ville det endda være lidt originalt, og det skulle jo være overmåde populært!
Nå, sportsfolkene skal vel ikke klandres – hovsa, dér poppede der lige et godt, gammelt ord frem! – for sligt sprogligt armod, det er straks værre når visse floskler får én til at tvivle på nogle politikeres åndsevner. For eksempel ynder en del politikere i visse disputter, også om de mindste sager, at sige noget i retning af "Jeg har ikke fantasi til at forestille mig at …"
Nej, det er jo lige dét jeg frygter! |
| 04-11-2011 |
"En god nats søvn er vigtigere end du tror", lover en reklame for madrasser. Og en supermarkedskæde skriver: "Vi er billigere end du tror!".
Hvor vover disse personager at udtale sig om hvad jeg tror!? Hvad véd de om det? Det er anmassende, for ikke at sige omklamrende! Næ, de udtaler sig om hvad de tror at jeg tror, og det er noget helt andet! Men de hvis endelig gerne vil vide hvad jeg tror om disse reklamefolk, så kan jeg fortælle dem – eller jer, hvis nogen af jer kunne finde på at læse med! – at jeg tror at I er nogle platugler og nogle vindbøjtler, i slægt med vidtløftige politikere og visse journalister – dér var til gengæld lige et par gode udtryk, som De, kære læser, er velkommen til at bruge næste gang De føler behov for at skose en person fra disse erhverv! |
| 28-10-2011 |
Selv i P1, nærværende lektors yndlingskanal, måtte jeg forleden høre at en journalist talte om "at committe sig". Udtrykket er hørt før komme ud af munden på diverse "trendsættere" (!) som har et problematisk forhold til deres eget modersmål, men det er intet mindre en skandale hvis en P1-journalist ikke kan mobilisere et godt dansk udtryk som "at forpligte sig" eller "at brænde for sagen", hvis det nu er den betydning man vil have frem. Det er i det hele taget en uting med denne ukritiske leflen for det angelsaksiske sprog – "leflen" er så dagens Ældre Danske Ord! – man bliver såvist ikke hverken mere international eller begavet i det hele taget af at indflette "nice", "cut", "asap" eller "sideeffekt" i sit danske!
Og ja, "trendsætter" burde erstattes med "toneangiver"! Her vil mange danskere sige: "Uh, det er ligesom de latterlige nordmænd, som i deres provinsialisme erstatter "food processor" med "matmølle", hvor patetisk!" (Her betyder "patetisk" vistnok "ynkeligt", endnu et lån fra engelsk!). Og hvad så? Det er vel ikke mindre avanceret at sige "madkværn" end "food processor" – man kan jo tænke på en vis kartoffelwoman i en serie hvor nogle nisser taler et blandingssprog mange danskere rent faktisk ofte bruger!
PS: Læsere af mine klummer måtte have bemærket at jeg er sparsom med kommaer foran de fleste bisætninger og kunne gerne tænke at det da vist ikke er særligt konservativt, endsige reaktionært. Og det er helt korrekt – jeg er kun et reaktionært sprogligt r….. på udvalgte områder, og kommatering er ikke ét af dem. Dansk Sprognævn anbefalede for nogle år siden en revidering af de danske kommaregler lidt á la de engelske, som giver god mening især når der skal skelnes mellem bestemmende og parentetiske relativsætninger, men ibrugtagningen af disse regler blev reelt saboteret af blandt andre dagspressen og ministerierne, så de måtte skrinlægges – jeg tillader mig her et plebejisk "øv"! |
| 22-10-2011 |
Politikere, fjernsynsjournalister og andre linselus er begyndt hele tiden at sige "på sigt" – engang kunne man differentiere ved at skelne mellem "på kort sigt" og "på langt sigt", men det er ikke populært længere, muligvis ikke fordi ophavsmændene til dette udtryk så er nødt til at forpligte sig mere tidsspecifikt. "På sigt" kan jo være når som helst engang ude i fremtiden, og så lyder det sådan lidt visionært, og det er meget vigtigt i disse årtier, undtagen for undertegnede, der engang som formand for nærværende volleyballklub i en sluttet SVBK-sammenhæng kom til at sige at jeg ikke havde nogle visioner udover at få klubben til fortsat at fungere.
"Efterhånden" står jo stadig til rådighed – hvorfor ikke bruge det? Hvis man nutildags pinedød er nødt til at udtrykke sig langsigtet – ! – griber disse sprogmisbrugere til noget de selv synes er sportsmetaforik, for det er jo altid populært og anskueligt for pøbelen, nemlig "på den lange bane"! Hvad er det for en "lang bane", om jeg må spørge? En volleybane er 9x18 meter, den er hverken lang eller kort men har lige den længde en volleybane skal have. Pjat, siger jeg!
Jeg véd godt jeg forekommer trættekær – og det er just dagens ældre ord! – med disse syrlige opstød, men de forekommer mig berettigede. "Trættekær" svarer så nogenlunde til "konfliktsøgende" eller "glad for konflikt", idet "trætte" netop betyder "uoverensstemmelse", "kiv", "ordstrid" og aldeles ikke har noget at gøre med at være træt – det har jeg slet ikke alderen til endnu! |
| 11-12-2010 |
I det nye nummer af DGI-magasinet "udspil" rejses – igen - spørgsmålet om ikke idrætsforeningerne har eller burde have en rolle at spille i integrationen af medborgere af anden etnisk herkomst end dansk. Spørgsmålet behandles i lederen og stilles til tre foreningsmennesker, og magasinets journalister har været ude at sondere terrænet, blandt andet i Volleyball Vestsjælland i Korsør og Slagelse, hvor Kim Buchwald og andre har haft prisværdig succes med at aktivere rigtigt mange danske børn og unge, som vi f.eks. ikke har så mange af hos os i VK Holbæk, men som der er flere af i mine børns fodboldklubber, hvor det ikke er ualmindeligt at spillere hedder Muhammed eller Ayse.
Der er ingen tvivl om at idrætsforeninger, ligesom foreningsliv i øvrigt, som regel er noget af det danskeste – på den gode måde! – man kan forestille sig, og at et engagement i en lokal idrætsforening er en særdeles farbar genvej ind i dansk kultur. Alene af den grund tager jeg hatten af for de mennesker som kan og vil dette arbejde og som har de idéer – og fører dem ud i livet! – der skal til når "vi gør som vi plejer" måske ikke er nok.
Og alligevel er jeg en anelse lunken overfor DGIs indgangsvinkel. Harrie Horsmans fra Brabrand IF´s fodboldafdeling udtrykker det meget godt – i den århusianske forstad har de absolut ingen problemer med at lokke unge med anden etnisk baggrund ind i klubben, men han synes dog at "det er en dårlig idé at pålægge foreningerne flere opgaver fra oven, som fx integrationsmål, for foreningerne har så mange opgaver i forvejen, og de ligger alle sammen mellem kl. 17 og 24 i vores fritid."
Politikerne har før forsøgt at spænde frivillige idrætsledere for deres vogn – nu forsøger DGI det faktisk også. Jeg har sådan set personligt sympati for projektet i sig selv, men bryder mig ikke om det der kan komme ud af det. For det første er det ikke altid så sjovt overhovedet at skulle forholde sig til (endnu) en forpligtende opgave – og ledere og trænere er som regel frivillige og højst symbolsk lønnede. For det andet kan det moralske kort hurtigt blive spillet ud i forhold til de klubber og ledere, som ikke lever op til de satte mål. I DGIs tilfælde er disse mål simpelthen at antallet af foreningsaktive – aktive, trænere og ledere – med anden etnisk baggrund end dansk i 2016 skal afspejle denne gruppes andel af befolkningen i øvrigt, nemlig angiveligt 10 procent.
Bortset fra at jeg synes at det er et noget formalistisk mål tror jeg også at det af flere grunde er dømt til at mislykkes, selvom man utvivlsomt kan komme et langt stykke henad vejen.
Og så vil det jo være nogens "skyld"!
Generelt synes jeg vi er tilbøjelige til at piske os selv og hinanden lovligt hårdt ved at sætte mål op som er mere end svære at opfylde. Vi skal være så enormt innovative og nytænkende, vores liv skal være udfordrende og anderledes, der skal foregå en helvedes masse hele tiden, det fiser vi så rundt og stresser over, og da det hele ikke kan lykkes kan vi oveni stress´en pålægge os selv dårlig samvittighed over alt det vi ikke når samt at de fleste af os fører temmeligt ordinære liv, sådan udefra betragtet.
Nå, nu bliver det for vidtløftigt, tilbage til sporet: I en del foreninger er der ikke den helt store idérigdom. Undertegnede har i flere omgange selv været bestyrelsesmedlem og formand i bl.a. nærværende volleyballklub. Jeg har betragtet det som en slags borgerligt ombud og er som regel gået ind i ledelsesarbejdet uden den helt store begejstring, ud fra devisen om at tingene jo skal fungere og nogen skal tage slæbet og en gang imellem må det være mig. For en del år siden måtte jeg i et forum af idérige SVBK-ledere noget tøvende indrømme at jeg faktisk ikke havde nogle visioner der var værd at tale om, udover altså at få klubben til at virke bare sådan nogenlunde.
Det kan synes fattigt, men der er så mange andre ting i mit liv, jeg er sådan mest interesseret i at komme til at spille volleyball hvis det kan lade sig gøre, og jeg er altid lidt skeptisk når andre, meget visionære mennesker vil have mig til at arbejde for deres idéer, især hvis det skal være meget forpligtende. Dertil kommer at jeg ikke selv er noget udpræget organisationsmenneske – jeg kan til nød finde ud af at organisere mit eget liv, sådan da!
Så igen: Hatten af for de ildsjæle som kan og vil det ekstraordinære! Og hvis politikerne og de store idrætsorganisationer så i øvrigt vil slå lidt koldt vand i blodet i forhold til os andre …
Ovenstående udtrykker klummeskriverens holdninger og ikke klubbens eller bestyrelsens.
|
|